De svenske vikinger tog hverken til Island eller Grønland. Da deres geografiske beliggenhed ikke tillod at fortage lange rejser mod vest, var den naturlige vej østover. På deres rejser mødte de en masse forskellige kulturer. Langs Østersøens kyster besøgte vikingerne handelspladser, som handlede med varer fra hele Europa. Nogle af dem var f.eks. Kaup på Kalinkysten, Truso i det østlige Polen og Grobin i Letland. 

Omkring 780 nåede vikingerne Volkhovflodens munding. Derfra bevægede de sig langsomt mod syd, til Ilmensøen og Novgorod. Via de enorme russiske floder Volkhov, Lovat, Dnjepr og Volga kom de endda helt ned til Det byzantinske Rige og kom i forbindelse med de gamle handelsruter, som bl.a. førte til Indien og Kina.

Det første angreb fra Vikingerne

Vikingetogter blev en alvorlig trussel mod vesteuropa og De Britiske Øer sidst i 700 årene

Den angelsaksiske krønike fortæller, at i kong Brihtrics dage ( han var konge af Wessex-riget 786-802) kom de første skibe med danske mænd ( utvivlsomt i betydningen vikinger) til England. Det var tre skibe, og da kongens foged red ned til dem og bad dem følge med til kongsgården - han troede de var købmænd - slog de ham ihjel. Allerede i 792 var kong Offa af Mercia, et andet af de engelske riger, i fuld gang med at organisere forsvar i Kent mod " hedningerne" der kommer over havet på omstrejfende flåder. Og år 800 inspicerede kejser Karl den Store det forsvar han havde beordret langs frankerrigets nordlige kyst indtil Seinen mod " sørøvere som befænger det galliske hav".

I året 793 kom det overfald som traditionelt har indvarslet vikingetiden. Plyndringen af Lindisfarne Kloster på en lille ø tæt ved kysten i nordøstengland. Herom skriver den angelsaksiske krønike.

I dette år viste der sig skrækkelige tegn over Northumbria som skræmte indbyggerne slemt. De bestod af mægtige hvirvelvinde og lyn, og ildsprudende drager sås flyvende i luften. En svær hungersnød fulgte snart oven på disse tegn, og lidt efter i det samme år, den 8. juni, ødelagde hedenske mænds hærgninger jammerligt guds kirke på Lindisfarne med plyndring og mord.

I året 795 var vikingerne nået rundt om Skotland og ned til øen Iona, hvor det gik ud over det ærværdige St. Columbas kloster, og helt til Irland. I året 799 blev St. Philiberts kloster på øen Noirmoutier i Loireflodens munding plyndret. I den følgende tid var der tit samspil mellem vikingeaktiviteter på alle britiske øer, og videre mellem disse og både togter på fastlandet og koloniseringerne af de nordatlantiske øer og områder, der var helt eller næsten folketomme.

De første mange år gik vikingerne efter rige klostre og kirkens huse. I begyndelsen drog vikingerne kun på togt om foråret og om sommeren. Hver vinter vendte de tilbage til hjemegnen, for det vidste de, hvad var. Her levede de så et helt normalt liv vinteren over for næste forår at drage af sted igen muligvis til det samme område i England.

Arkæologer og historikere er uenige om størrelsen af vikingehærene. Mange engelske kilder angiver et meget stort antal angribende skibe, mens andre kilder sætter antallet langt mindre. De engelske kilder har måske også sat antallet af angribere højt, for så er det ikke så ydmygende at tabe til en langt overlegen styrke.

Island    

Noget tyder på at Norges konge, Harald Hårfagers undertrykkelse af de norske frie bønder fik mange af dem til at drage mod vest. Island ligger ca. 800 km. fra den norske vestkyst. I godt vejr vil det tage omkring 4 døgn at nå fra Norge til Island. Var vejret til gengæld dårligt har vikingerne lagt til ved øerne undervejs (Færøerne).

Grønland

Erik den Røde var en af de sidst ankomne vikinger til Island. Han var en morder og politisk uønsket i Norge, og han tog derfor til Island for at prøve lykken. Det endte dog med endnu en landsforvisning på grund af mord. Erik sejlede mod vest, hvor han opdagede Grønland. 

Tre år senere vendte han tilbage til Island og fortalte om Grønland. Han ville finde folk, der ville følge med ham og grundlægge en ny koloni.Omkring 985 sejlede 25 skibe fra Island med kurs mod Grønland. 

Undervejs forliste nogle af skibene og andre vendte om. Kun 14 af skibene nåede frem.

Vinlandet

Bjarni Herjolfsson er formodentlig den første viking, som så Vinlandet. Hans forældre var blandt de nybyggere, der sejlede med Erik den Røde til Grønland i 985. Bjarni skulle sejle en last fra Island til Grønland, men skibet kom ud af kurs, og han sejlede ved en fejl hen over havet, indtil han opdagede et skovdækket fladt land. Bjarni kaldte det for "Skovlandet" fordi han kun så træer. Senere fik det navnetVinland.