Vikinger Generelt

 

Vikingetiden. Fra ca. 789 - 1066 var vikingerne frygtet overalt i Europa. Alle frygtede de vilde hedniske besærkere fra nord. Hele Europa var i en konstant angst for, at de en dag skulle se nogle vikingeskibe sejle mod netop deres kyst. Men i dag er vikingerne en uddød folkeslægt, dog har de stadig en særlig plads i danskernes nationale bevidsthed. Det var nemlig dengang, der var rigtige danskere til. Vi kom, vi så og vi tog hvad der passede os. Sådan var de rigtige danskere, og sådan kan vi godt lide at minde vores storhedstid, hvor ingen fjende var for stor, og hvor ingen var i sikkerhed for de danske vikinger.
      
       Vi angreb og udplyndrede store lande, såsom England, Frankrig og Italien. Vi blev herskere over England og grundlagde Normandiet. Intet kunne stoppe os. Sådan husker vi vikingerne.
      
       Men hvem var vikingerne egentligt? Jeg vil starte med at forklare, hvad ordet viking betyder. Endelsen "-ing" er almindelig i oldnordisk og betyder folkene fra... "Vik" betyder "fjord eller vig" på oldnordisk. Altså kan viking betyde fjordmand, d.v.s. "folket fra fjordene". 

Beklædning

Vi ved ikke meget om vikingernes tøj, men vi ved dog at det normale, var at klædningdelene  var af uld og hør. En del var importeret, og i sjældne tilfælde kunne dragter eller dele af dragterne være i silke, som altid var importeret. Desuden brugte man masser af forskelligt pelsværk, især til knapper.

       Tekstiler kunne desuden være pyntet med broderier, metaltådsarbejder eller vævede bånd. Der kunne også i sjældne tilfælde være små sølv- eller guldtråde. Tøjet kunne også være farvet. Vikingerne importerede bl.a. valnøddeskaller, fordi de kan give tekstiler en brun farve. Vikingerne kendte også til andre farvemidler.

       Mandens tunika eller skjorte kunne være stram eller løs og bæres med eller uden bælte. Man har fundet rester af tunikaen, lavet af fin uld eller hør. Kappen var af kraftigere stof, firkantet, og samlet over højre skulder, således at sværdarmen var fri. Kappen blev sat fast med et stort kraftigt spænde eller med solide bånd. Til dragten kunne der være en hue eller et pandebånd.

       Kvinderne havde selekjole, som var en kjole af uld eller hør. Den blev holdt oppe af to korte forstoppere og to længere bagstoppere, som parvis blev samlet foran med to store ovale bronzespænder, som havde en nål på bagsiden, således at de kunne fæstnes til kjolen. Mellem disse spænder kunne der hænge en kæde med forskellige smykker i. Der kunne også være en kæde, som hang ned fra spænderne. Der kunne hænge forskellige nyttige ting som; en lille kniv, en saks eller måske en nøgle. Under selekjolen bar man en lang særk. Desuden bar mange af datidens kvinder et sjal og en form for hovedbeklædning.

Kendt brutalitet?

De mest kendte vikinger var vel, Svend Tveskæg, Harald Blåtand, Gorm den Gamle, Erik den Røde, Leif den Lykkelige og sidst men ikke mindst Rollo.

     Gorm den Gamle, var den danske konge, med sæde i Jelling. Gorm var gift med Thyra og fik med hende sønnen Harald Blåtand.
Gorm den Gamle blev sandsynlig begravet på Nordhøjen, men blev så flyttet ind i kirken, hvor man i 1978 fandt skeletrester, sværd og smykker under kirkegulvet.
Gorm blev beskrevet, som en fanatisk hedning. Det er for Gorm og Thyra, de to Jellingesten blev rejst.

       Harald Blåtand, var konge fra ca. 940 - 985, han rejste, Jellingestenene over sin far og mor. Han blev omvendt til Kristendommen i ca. 960. Han indsatte sin fostersøn, Harald Gråfeld, som konge af Norge, men var også medskyldig i mordet på ham i ca. 970, derefter var han i nogle år Norges overherre. Han erobrede dele af Holsten. Han døde senere under sin søn Svend Tveskægs oprør.

       Svend Tveskæg, var konge i Danmark fra  ca. 985 - 1014, samt af Norge fra ca.1000 og af England, fra ca. 1013. Han er søn af Harald Blåtand, og drev tyskerne ud af Sydslesvig.
Svend Tveskæg, hjemsøgte i en årrække England, for at plyndre eller modtage danegæld. Svend blev kendt, som en stor feltherre og skaber af Nordsø imperiet, han blev far til Knud den Store.

       Erik den Røde, var grundlægger af og høvding for nordbobygderne på Grønland. Han blev forvist fra Island pågrund af drab og kom i 985 til Grønland. Sammen med Tjodhilde, hans hustru, fik han sønnen Leif den Lykkelige.

       Leif den Lykkelige, blev født på Island. Ifølge islandske kilder, var Leif den Lykkelige, den første der kom til Nordamerika, som han kaldte Vinland.´il NHann. Han indførte senere kristendommen på Grønland.

       Rollo, var den nordiske vikingehøvding, der erobrede Normandiet i Nordfrankrig. Han lod sig døbe i Frankrig, og tog navnet Robert. Han er stamfader til Normandiets hertugslægt.

      
Alt i alt, kan man sige, at nogle blev kendte pågrund af overfald, andre blev kendte for at indføre kristendommen, mens mange blev kendte fordi de var konger.

Var vikingerne virkelige så krigeriske?

      Vikingerne har et ry som meget krigeriske, men de var faktisk nogenlunde fredelige.

 I hvert fald på hjemmefronten. Der var de næsten alle sammen bønder, og hvis der endelig skulle opstå strid imellem dem, så blev det løst med en kamp til døden. Det var det eneste krigeriske de havde i deres hjemland. Selvfølgelig hørte mord også med til hverdagen, men det så man helt anderledes på dengang, end man gør i dag. Alt i alt var de meget fredelige - på hjemmefronten!

       På togterne var de naturligvis temmelige voldige og krigeriske, hvilket også var en

 af grundene til deres store succes. De mest krigeriske vikinger var dem, man kaldte bersærkere. Det var frygtelige og mægtige modstandere. Det var mænd, som var i en rus, der gjorde dem yderst aggressive, og inden kampen stod de og skar tænder og bed i skjoldens kant. De kunne ikke mærke smerte, disse besærkere, og derfor troede de ikke på, at de kunne blive ramt, hvilket blot gjorde dem endnu farligere. I dag mener forskere dog, at rusen skyldes at vikingerne havde spist den lille giftige fluesvamp kort forinden kampen. 

Vikinger på togter

Vikingerne kom vidt omkring. De tog jævnligt på krigstogter bl.a. til England og Frankrig, men de var skam også til fjerne himmelstrøg som Nordafrika, Det Kaspiske Hav, Spanien og Italien.

          Men hvad lavede de egentligt på disse togter? Enkelt. De plyndrede og dræbte. Specielt var de glade for klostre, bevogtet af ubevæbnede munke. I disse klostre lå mange værdifulde skatte og med næsten ingen modstand, var det et let bytte for vikingerne. Det skete bl.a. i juni 793, hvor en lille flåde af vikingeskibe fyldt med vikinger havde sat kursen mod det store kloster på Holy Island i England. Munkene prøvede ikke at flygte eller tilkalde hjælp, da dette togt var et af de første vikingetogter. Munkene har sikkert blot undret sig over, hvad det var og da det endelig gik op for dem, var det for sent. Vikingerne plyndrede klostret, dræbte de forsvarende munke, læssede deres skibe med skatte og stak så af igen. Det var dette angreb, der virkelig gjorde vikingerne berygtede i Europa. Snart efter kom der flere lynangreb af samme slags, men der var også tilfælde, hvor det virkeligt var regulær krig og erobringstogter. Det var det bl.a. i England i  835, hvor, man kæmpede mod forskellige kongeriger og vandt. Dengang var England delt op i flere forskellige riger. Det område hvor danskerne var kom til at hedde "Danelagen", dvs. "der hvor danskeloven gælder". Danelagen bestod ca. af det halve af hele England. Noget lignende blev der ud af togterne til Frankrig, nemlig Normandiet. Det var vikingehøvdingen Rollo, der var taget på krigstogt med sin hær, og havde erobret Nordfrankrig, som dog var stærkt svækket efter utallige andre krigstogter.

          Men vikingernes togter var ikke kun vold og hærgen, de var også listige. Bl.a. i 860 hændte en begivenhed, der med tydelighed viser, at vikingerne også var listige. Under ledelse af en vis Hasting sejlede en flok vikinger langs kysten i bugten Genua og kom til en by, som de troede var Rom, hvilket det ikke var. Byen hed Luna, men den så åbenbart stor nok ud til at vikingerne troede, at det var Rom. I hvert fald så lignede den en by, der var værd at plyndre, og vikingerne lagde en plan. De sendte budbringere, der så ydmyge og ulykkelige ud, ind i byen for at sige at Hasting lige var død, og at han på sit dødsleje var blevet kristen. Nu ville de så høre, om han kunne få en kristen begravelse. Biskoppen af Luna blev åbenbart rørt over historien og inviterede dem indenfor. Men midt under begravelsen sprang Hasting ud af kisten og stak biskoppen ned. Det sørgende følge trak sværdene frem og overfaldt brutalt den forvirrede menighed og plyndrede byen. Dette beviser tydeligt, at vikingerne ikke kun brugte vold og brutalitet, men også opfindsomhed og list.  

Udrustning

Når vikingerne drog ud på togter eller i krig, havde de naturligvis en form for udrustning. Af våben havde de: den bredbladede kampøkse, sværdet, spyd og buer. Den bredbladede kampøkse var den mest brugte. Grunden til at kampøksen var den mest brugte, var at sværdet var temmeligt dyrt, og så var øksen et billigt alternativ. Stikspyd var også velkendte. Deres spidser kunne være op til ½ meter lange. Der var også kastespyd dengang, men mange af disse kastespyd havde så lange spidser, at de var egnede til både stik- og kastevåben. Buerne blev sjældent brugt, men det skete dog nogle gange. Pilespidserne var af jern, mens skafterne var af træ med nogle styrefjer i den anden ende.
       Af beskyttende udrustning havde vikingerne skjolde og hjelme, som var uden horn. Det er en udbredt misforståelse at vikingehjelmene havde horn. Det havde de ikke!!! Desuden havde vikingerne forskellige former for kropsbeskyttelse, bl.a. ringbrynjer.

Hvorfor drog vikingerne på togter?

Der findes mange forskellige bud på hvorfor. Nogle tror at det var pågrund af sult, andre tror det var overbefolkning, der gjorde det, mens de fleste gengiver vikingerne, som blodtørstige og barbariske krigere, der heller ville plyndre end passe deres gård.
Der er ingen der kender sandheden, men der er en sandhed alle kender, nemlig at vikingerne var frygtede og berygtede i en stor del af Europa, hvis ikke i det meste af verden.

       Nogle engelske munke skrev, at vikingerne kom på grund af sult, men dette kan ikke passe da, vikingerne hverken var afmagrede eller uden kræfter. For hvis de var afkræftede og afmagrede, ville de nok ikke kunne klare de stærke engelske krigere. Munkene skrev også at vikingerne kom pågrund af overbefolkning, dette kan dog heller ikke passe, da Skandinavien er et ret stort landområde.

        Det kunne også være på grund af manglende frihed, da Harald Hårfager, havde indtaget Norge, så stormændene og herremændene stod tilbage med mindre magt.

        Det kunne også være fordi de var købmænd, som handlede med fremmede. Og en stor købmand går aldrig af vejen, for sænke konkur- renterne og forøge lasten, og derved forøge sin indtjening.

       En anden grund til at plyndring var så populært, kunne være fordi kun den ældste af sønnerne arvede, og så måtte de andre sønner klare sig selv.

        Jeg tror, at grunden til at plyndring var så populært, var en blanding af førnævnte grunde.

Hvor drog de hen?

Vikingerne drog ud over det meste af verden, lige fra Rusland i øst, til Nordamerika i vest. Fra grønland i nord, til Tyrkiet i syd.
       Vikingerne var de første der kom til Nordamerika, som de kaldte Vinland.
Vikingerne kom udelukkende så langt omkring, fordi de var dygtige sømænd. Vikingerne har vel nok været de bedste sømænd i historien, i forhold til tiden.