Vi ved meget lidt fra denne tid, men nogle samtidige, eller næsten samtidige udenlandske skribenter, især fra de frankiske analer, de engelske munke, vatikanets arkiver i Rom, de nordiske sagaer, skrev om markante danske konger. Der fandtes ikke historieskrivere i Danmark på denne tid. Et fælles indtryk fra skribenterne er at de danske konger var endog meget krigeriske. Meget senere har Saxo Grammaticus og Svend Aggesen givet deres mening om sagnkongerne.
Mange af sagnkongerne har regeret over en del af landet, så der har været flere samtidig, så de kunne også overfalde hinanden.
Men, sagn er sagn, og intet er sikkert, slet ikke årstal.
Rækkefølgen som kongerne er opstillet i er ikke sikker.

Skjold   

Hemming

Dan

Sigfred II

Humble          

Anulo

Lotther

Harald Klak

Halvdan

Regindfrid

Frode Fredegod

Rudolf

Roar

Rorik

Helge

Horik I

Rolf Krake

Horik II

Hjarvard

Sigfred III

Vermund

Halvdan

Uffe hin Spage

Olaf

Chochilaicus  (Hugleik)

Gyrd

Ogendus  (Agantyr)

Gnupa 

Harald Hildetand

Sigtryg

Sigfred

Hardeknud

Godfred  (Gøtrik)

 

 

Skjold
Efter Svend Aggesens opfattelse, udfra de Islandske Sagaer, er kong Skjold den første konge i Danmark. Kong Skjold skulle være sendt af selveste Odin, helt alene med et skib til Danmark for at redde landet der var uden konge fra den store tragedie.


   
Dan
300-400 årene
Ifølge sagnene skal kong Dan have været den første danske konge. Han gav landet sit navn.


Humble
Søn af kong Dan


Lotther
Søn af kong Dan


Halvdan


Frode Fredegod
Frode Fredegod er en af Danmarks største konger i hedensk tid. Han underlagde sig hele Norden og mange østlige folkeslag og stammer. Han skabte orden ved fremsynet og retfærdig lovgivning, både i Danmark og for de overvundne folkeslag.Da han har besejret russerne, pålægger han dem først at føre krig på samme måde som danskerne.
Hvis nogen vovede at voldtage en ugift kvinde, skulle han straffes med afskæring af visse legemsdele eller betale tusind mark i bod for overgrebet.
Han sejrede over 170 østlige konger, enten af hunner-oprindelse eller konger der havde tjent under hunnerne.
Frode Fredegod som skabte fred, moral og civilisation overfor danskerne og deres naboer dræbtes af en troldkvinde, der omskabte sig til et søuhyre. Hans folk var bange for at hans mægtige rige skulle gå i opløsning, når han ikke var mere og vedblev at køre ham rundt i saltet tilstand. Til sidst var han dog så forrådnet at han måtte gravsættes. Han blev begravet på Sjælland, i den landsdel der blev regnet for den fornemmeste i hans rige.


Roar
                            400-500 årene     ok
Beowulfkvadet er skrevet ca. år 700 og omtaler, at kong Roar søger at få sin datter Freawaru gift med Hadbardkongen Ingeld Frodesøn for at skabe forsoning og fred mellem de to stammer efter mange års kampe, hvor både Ingelds fader, og Roars fader og ældre broder er faldne. Under bryllupsceremonien opdager en Hadbardkriger, at en af Freawarus danske ledsagere bærer Ingelds faders (Frodes) våben. Dette var en oplagt hån mod Hadbarderne og i stedet for bryllup kommer det til fornyet krig.


Helge
400-500 årene

 

 


Rolf Krake
                            400-500 årene       ok
I Widsithkvadet, som er skrevet omkring år 600, står der et sted, oversat af prof. A.Olrik:  Hrodvulf (Rolf Krake) og hans farbroder Hrodgar (Roar) kæmper mod vikinger og mod Hadbarder ved kongeborgen Heorot (Hjort)

Sagnet fortæller om Rolf Krake som boede i kongeborgen i Lejre. Hans halvsøster Skuld var gift med den skånske jarl Hjarvard, som ville være konge i Danmark. Hjarvard sejlede derfor på familiebesøg til Lejre, men hans skibe var lastet med krigsfolk. Da de danske krigere var gået i seng, satte Hjarvard og hans folk ild til skoven omkring Lejre. Hjalte, som kom lidt sent hjem den aften, opdagede fjenden og skyndte sig til kongeborgen, hvor han sang det berømte Bjarkemål for at vække de sovende krigere. Det kom til et blodigt slag. Rolf Krake og alle hans mænd, med undtagelse af den trofaste Vigge, blev dræbt. Få dage senere dræbte Vigge Hjarvard.


Hjarvard


Vermund og Uffe hin Spage
Uffe (offa) omtales i det angliske heltekvad "widsith" og historikere mener at Vermund og Uffe har levet i 400-årene.I folkemindet er der bevaret en beretning om at det var ved Skærmklint vest for Jelling, at man nedgravede Skræp.
En konge ved navn Vermund regerede mange år i Jylland, hvor han havde sit kongesæde i Jelling. Han var højt elsket at sine undersåtter og vidt berømt for visdom og tapperhed men det voldte ham stor hjertesorg, når han tænkte på, hvad der dog skulle blive af hans eneste søn Uffe. Rigtignok var denne Uffe både stor og stærk frem for nogen at sine jævnaldrende; men han var så underlig dorsk og dvask, at det slet ikke var til at tænke på, han nogen sinde kunne blive konge. Man hørte næsten aldrig et ord af hans mund, så aldrig et smil på hans læber, og hvad der ellers kan glæde og opmuntre et menneske, det rørte ikke ham det allerringeste. I denne døs og sløvhed levede han, lige til han var 30 år; men så hændte der noget, som vakte ham at hans dvale og viste, at der virkelig var liv i ham. Der kom nemlig en dag sendebud fra Sakserkongen med den uforskammede hilsen til den gamle blinde Vermund, om han ikke nok ville afstå ham sit rige, da han jo dog var alt for svækket både på sjæl og legeme til selv at regere længer. Syntes han imidlertid ikke om således uden videre at give slip på riget, så skulle de gøre ham det forslag, at han lod sin søn møde sammen med deres konges søn, for at de to kunne afgøre sagen i ,en tvekamp; men var det ham heller ikke til pas, så måtte han straks være belavet på krig; thi sakserkongen ville da tage med magt, hvad han ikke kunne få med det gode. Den gamle Vermund drog et dybt suk, og alle hans mænd stod længe tavse; thi ingen vidste, hvad de skulle svare til saksernes frække tale. Men endelig trådte Uffe frem i hele sin kæmpeskikkelse, og til alles store forundring gav han med høj og mandig røst de fremmede svar på tiltale. Hils kun I eders tyske herre,« sagde han, »at han kan spare sig al ulejlighed; thi Danmark savner ikke en konge, som kan gå i spidsen for at værge sit land, heller ikke modige kæmper, som vil følge ham med sværd i hånd, og at kongen har en søn, som er værdig til at tage hans rige i arv, det skal i få at se; thi jeg er rede til alene at gå i kamp både mod eders konges søn og den stærkeste kæmpe, han vil tage med sig.« Vermund havde svært ved at tro, at det var Uffe, som havde talt, og først da han fik ham hen til sig og følte hans kraftige lemmer, blev han overbevist. »Men hvorfor udæskede du to for een? «spurgte han. »fordi«, svarede Uffe, »at der forleden var to danske om at slå een svensker ihjel !« Vermund blev omsider overbevist, og for første gang følte han rigtig glæde over sin søn. Der blev nu aftalt tid og sted, hvor kampen skulle gå for sig, og sendebudene drog hjem for at bringe deres herre besked. Uffe skulle nu rustes til kampen. Det kneb med at finde et harnisk, der kunne passe til hans brede bryst, og endnu mere vanskeligt var det at finde et sværd, der kunne holde; man kom frem med det ene efter det andet; men de sprang i stykker som glas alle sammen, så snart han svang dem med sin kraftige arm. Vermund havde rigtignok selv et sværd, som hed Skræp og var så mageløs hvast, at det gik lukt igennem alt, hvad der kom det i vejen; men det havde han for længe siden gravet ned i jorden, da han ikke troede, hans søn nogen sinde ville komme til at bruge det. Der var dog nu ikke andet for end se at få Skræp gravet op af jorden igen, og det lykkedes endelig efter meget besvær. Det var en aftale, at kampen skulle gå for sig på en holm midt i ejderstrømmen, og derud begav Uffe sig da ganske alene, medens den saksiske kongesøn mødte i følge med en vældig kæmpe. Begge flodbredder vrimlede af tilskuere, tyskere mod syd og danskere mod nord, og alle fulgte kampens gang med spændt opmærksomhed. Vermund havde taget plads yderst ude ved flodbrinken; thi det var hans faste forsæt at styrte sig i bølgerne, hvis hans søn faldt, da han ikke ville overleve sit fædrelands fornedrelse. Begge sakserne gik på med stor hidsighed, medens Uffe stod så rolig, som om sejren var ham vis, og længe gjorde han ikke andet end bøde for sig med skjoldet; men da han omsider havde udforsket, hvilken af modstanderne der var den værste, trak han endelig Skræp af skeden og flakte i et hug kæmpen helt igennem, så han døde på Stedet. »Nu hørte jeg Skræp!« sagde Vermund, thi han kendte dets klang godt fra gamle dage, og da han fik at vide, hvor sikkert det havde truffet, flyttede han sig længere bort fra floden, for at han ikke af vanvare skulle styrte i den. Da kæmpen var faldet, sank modet på sakserprinsen, og han holdt ikke videre af at komme Skræp alt for nær; men Uffe blev ved at ægge og tirre ham så længe, at han for skams skyld måtte frem, og da han endelig havde ham nær nok, svang han Skræp for anden gang, og i næste øjeblik lå kongesønnen død ved Siden af kæmpen. dermed var kampen til ende. Sakserne begravede deres to døde og drog skamfulde hjem; men danskerne jublede af glæde, thi sejren var deres, og nu vidste de, at de havde en kongesøn, som med ære kunne følge sin fader i regeringen. Ikke længe efter døde Vermund, og Uffe fulgte ham som konge. Han havde jo vist, at han nok kunne bruge sværdet, når det gjordes nødvendigt; men han holdt da ellers mest af freden, og det var derfor, han fik tilnavnet: hin Spage.


Chochilaicus (Hygelac, Hugleik)
                             omkring 515
Han angreb et område af frankerriget der regeredes af Theodoric I, og dræbtes i et af angrebene på frankerne.


Ogendus (Agantyr)
                                ca.710
Danernes konge. Omkring år 710 rejste den engelske ærkebisp St.Willibrord til Danmark der dengang regeredes af Ogendus, for at missionere. Han vendte tilbage med 30 drenge der skulle oplæres i den kristne lære. Om kong Ogendus fortaltes, at han var mere grusom en noget dyr og hårdere end sten.


Harald Hildetand
                             ca. 710-770
Obotritterne som var den største af de slaviske stammer truede Danmark, og Danerkongen Harald Hildetand anlægger en befæstning ved rigets sydgrænse, det senere Danevirke.


Sigfred  (Sigurd Ring)
                               770-ca 800
Hans slægtsskab med tidligere konger kendes ikke. En bestemt Halfdan dukker op som udsending fra kong Sigfried til Karl den Store i året 782. Sigfried nævnes senest i 798, da Karl den Store sendte en gesant til kong Sigfried.  Den saksiske høvding Widukind flygtede til kong Sigfried i 777, da Widukind forgæves havde forsøgt at samle Saxerne til modstand mod Karl den Store. To gange måtte han flygte til sin svoger kong Sigfred af Danmark-Sverige. Det stordanske rige under kong Sigfred var en respektabel modstander for Karl den Store, og så længe kong Sigfred levede gik Karl ikke ind i Nordalbingien, som var Widukins hjemstavn.


Godfred  (Gøtrik)
                             ca. 800-810
 Godfreds fader var vistnok (ikke sikkert) kong Sigfred (Sigurd Ring).
Godfred dukker op i kilderne i 804, da han ankom med sin flåde og hele sit kavalleri til grænsen mellem hans kongerige og sakserne i Slesvig, hvor han udvekslede gesanter med kejser Karl den Store. Godfred angreb obodritterne i 808 og indtog bl.a.handelscentret Reric, og deporterede handelsfolkene til sit eget nyanlagte handelssted Hedeby. For at forstærke forsvaret af Hedeby opførte han volden Kovirke. Angrebene på obodritterne resulterede i et sammenstød med frankerne da kejseren sendte en hærstyrke mod nord. Under sammenstødet dræbtes hans brorsøn Reginold. En forhandling mellem Godfred og kejser Karl den Stores udsendinge førte i 809 ikke til enighed, og Godfred drog i 810 med en hær til øst Frisland. På fremrykningen mod kejser Karl den Store slog Godfred tre frankiske opbud. Karl den Store ventede med sin hær øst for Weser, men inden Godfred nåede frem med sin hær blev Godfred myrdet, måske af en af sine egne, måske var det iscenesat af Karl den Store.
Forskerne diskuterer stadig om, hvorvidt mordet på Godfred var iscenesat, og om hvad der var sket ved en evt.- ikke usandsynlig- dansk sejr, om der så var blevet skabt et stort nordisk rige, og om Godfred, og navnlig hans efterfølgere havde kunnet holde sammen på et sådant.
Til Karl den Stores lettelse døde altså Godfred, og hans brodersøn og efterfølger Hemming sluttede fred med Frankerriget. Ejderen blev anerkendt som grænse. Efter Karl den Stores død i 814 blev hans søn Ludvig den Fromme regent til 840, derefter blev riget permanent delt i tre dele: Frankrig, Tyskland og Italien.
Det er denne deling der har interesse for vikingernes historie. Når de nordiske vikinger kom for at plyndre, blev de ofte købt bort af den stedlige konge, stormand eller by. De angelsaxiske krøniker fremhæver vikingernes ordholdenhed. Var de købt væk for f.eks. et år, undertiden to eller tre, overholdt de samvittighedsfuldt aftalen, hvad der jo ikke forhindrede dem i at plyndre hos naboen, og da der en tid lang var tre Frankerriger og fem britiske, var vikingerne sjældent i forlegenhed for et plyndringsobjekt. 
Godfreds sønner:
1. Ældste søn, medkonge, 813-814, død 814.
2. Horik I, danernes konge 813-854, død 854
3. Søn, medkonge, 813-efter 827
4. Søn, medkonge, 813-819, forvist 819.
5. Søn, medkonge, 813-819, forvist 819.
Børnebørn af Godfred:
1. Gudurm, udfordrer til tronen i 854, og søn af en af Horiks brødre.
Andre slægtninge hvis nøjagtige slægtsskab er usikkert:
1. Regindold, død 808, søn af Godfreds bror. Det vides ikke om han var fætter eller bror til Hemming og hans søskende.
2. Hemming, død 812, danernes konge, søn af Godfreds bror.
3. Hankwin (måske Hakon), levede 811, bror til Hemming.
4. Angogeo (Agantyr), levede 811, bror til Hemming.
5. Sigifrid II, død 812.


Hemming
                            810-812
Danernes konge
På et møde i 811 mellem udsendinge fra den danske kong Hemming og den tyske kejser Karl den Store blev grænsen mellem Danmark og det tysk-romerske rige fastlagt til at følge Ejderen. På den tid stod de slaviske stammer langt op i Holsten og truede de danske områder mod nord. Derfor indsatte skiftende danske konger fra midt i 800-tallet statholdere eller jarler i Hedeby og Slesvig. De skulle værne grænsen og dæmme op for indflydelsen sydfra.
Hemmings død i 812 førte til borgerkrig.


Sigfred II
død 812
Udfordrer til tronen år 812


Anulo
død 812
Udfordrer til tronen år 812


Harald Klak
                               død 852
Harald Klak og Regindfrid regerede i fællesskab 812-813
Harald Klak og to af  Godfreds sønner regerede i fællesskab 819-27.
Harald, der senere fik tilnavnet Klak (betydningen ukendt), var i 815 i forreste front, da frankerne for første og sidste gang forsøgte at erobre Danmark. Det lykkedes ikke, blandt andet på grund af en dygtigt ledet dansk flåde, og først i 819 lykkedes det på grund af splid mellem Godfredsønnerne, at få listet  Harald Klak ind som medkonge. Det holdt dog kun til 823, hvor han rejser tilbage til kejser Ludvig og klager sin nød. Kejseren vælger i stedet at slutte fred med Godfredsønnerne, og indsætter Harald som greve i Nordfrisland. Han bliver ved samme lejlighed døbt og er derved den første daner med kongenavn, der overgår til kristendommen.
Søn af Harald Klak: Godfred. Prøvede i 855 at overtage den danske trone uden held. I 852 angreb han Frisland, og i 853 sluttede Godfred fred med Charles den skallede. Sammen med sin slægtning Rorik, som er regent i Frisland, tog han til Danmark i 855, i et forsøg på at overtage magten her efter borgerkrigens afslutning i 854, men forsøget mislykkes, og de tog tilbage til Dorestad. Det vides ikke med sikkerhed om denne Godfred var den samme person som den danske vikingehøvding med samme navn, der var aktiv i perioden mellem 882 og 885, ægtede Gisla (datter af Lothar II) i 882, og dræbtes i 885


Regindfrid
                                 død 814
Dræbt af Godfreds sønner.


Rudolf
                               død 873
Søn af Harald Klak,Var på vikingetogt i Frankrig fra 864 til sin død.


Rorik
                           sidst omtalt i 873
Bror eller nevø til Harald Klak. Regent i Frisland. I 850 angreb Rorik Frisland, og kejser Lothar skænkede ham da Dorestad og andre landområder.Rorik blev drevet ud af Frisland i 867. Han førte flere samtaler med Charles den Skallede, som må have anset ham som en nødvendig allieret.


Horik 1
                               813-854
Danernes konge. Søn af kong Godfred.


Horik 2
                           før 857-efter 864
Danernes konge.
Hans slægtsskab med tidligere konger kendes ikke.


Sigfred III
                              før 873-887
Danernes konge.
Efterfulgte kong????. Slægtskab ukendt.


Halvdan
                              levede 873
Danernes konge(usikker)


Olaf
levede i Ca.900 årene


Gyrd
????


Gnupa
????


Sigtryg
                                  ????
På en runesten fortælles om Asfrid, der rejste en mindesten over kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn, men hvor, og hvornår han var konge, vides ikke


Hardeknud
                                900 årene
Danernes konge.
I 900 tallet dukker en konge op ved navn Hardeknud, som havde sønnen Gorm, der senere blev konge i Jelling med tilnavnet den Gamle. (kilde, Adam afBremen)